Det er altså en speciel oplevelse at sidde på tilskuerpladserne på byens stadion og se holdet spille sig op på førstepladsen i den næstbedste række med udsigt til at slutte sæsonen med oprykning til Superligaen. Det er en endnu mere speciel oplevelse, når ens søn er blandt de toneangivende spillere på holdet, og oplevelsen bliver noget helt særligt, når sidemanden bemærker, at ham William da bare er holdets krumtap.
Jeg undlod at fortælle, at William er min søn, men tankerne gled tilbage til hans pure ungdom med masser af fodbold og en lettere skrantende skolegang. William ville dengang gerne tage 10. klasse på en efterskole, og det bifaldt hans mor og jeg, for vi ville dengang gerne have hans interesse gjort lidt mindre ensporet end bare fodbold.
Sådan gik det nu ikke, for William havde af en lidt ældre kammerat i fodboldklubben fået anbefalet en fodbold efterskole, hvor kammeraten selv havde gået på efterskole.
Mens William gik på efterskole blev hans fodboldevner udviklet ganske meget, og hans lærere fortalte os, at de bestemt regnede med en dag at se ham som spiller i Superligaen og en dag endda måske på landsholdet, for hans evner for fodbold var i en klasse for sig.
Så langt så godt, tænkte jeg, men det ville nu også være rart, hvis knægten kunne koncentrere sig om noget andet end fodbold. Men det viste sig heldigvis, at det kunne han, for han fik pæne karakterer i de helt almindelige skolefag, som selvfølgelig også var med på skoleskemaet.